Christian Jungersen treffer spikeren på hodet igjen. Han har levert en smart fortelling som kan provosere og engasjere. Det er vanskelig å la være å mene noe om den menneskeforståelsen han tegner i Du forsvinner. Jungersen henter de store spørsmål ned i en gjenkjennelig fortelling om et par som havner i et uføre. Ikke ulikt det han han gjorde med Unntaket for noen år siden; der han skildret folk som jobbet med den store ondskapen, men ikke hindret den lille ondskapen i å herje på deres egen arbeidsplass, der en kollega ble regelrett mobbet.

Med Du forsvinner går han inn i et ekteskap og skildrer opplevelsen til en kvinne som opplever at hennes mann endrer personlighet, han blir rett og slett fremmed for henne. Det er en underdrivelse å si at både kjærlighet og ekteskapsbånd blir satt på prøve. Samtidig som fortellingen utvikler seg, reiser nye spørsmål seg for leserne.

For når en liten endring i hjernen kan forårsake grunnleggende personlighetsendringer: Hva er det som gjør oss til de vi er? Kan hele vårt «vesen» forandres av litt kjemiske eller fysisk endringer i hodet og mister egentlig begrepet «fri vilje» alle mening? Hendig har han lirket oss inn i eksistensfilosofiske funderinger og gjort Du forsvinner til en bok du bare må diskutere med andre.

Jeg ble ganske nysgjerrig hvordan Jungersen kommer i gang med sine fortellinger og sendte noen spørsmål ned til Sjælland:
- Hvordan  begynte du å skrive Du forsvinner? Var det temaet som satte deg i gang, eller var det en fortellingsidé som krevde at du måtte ta et dypdykk i nevrobiologien?

- Jeg havde mere end 100 forskellige idéer i min computer og vidste ikke hvilken der kunne blive den mest medrivende og tankevækkende roman. Derfor skrev jeg på flere af dem på én gang, og så begyndte denne fortælling pludselig at leve på en anden måde end de andre, og jeg valgte at koncentrere mig fuldstændig om den.

Når jeg var så fascineret af den og ikke kunne holde op med at skrive, var det blandt andet fordi jeg tænkte at den kunne introducere noget nyt og anderledes i forhold til mange andre romaner. Netop i disse år ændrer hjerneforskningen vores fælles menneskebillede. Jeg tænkte at hvis jeg blev en af de første der udforsker dette nye menneskebillede i en roman, så vil det manuskript jeg skrev på, måske kunne blive nyskabende og tankevækkende på en anden måde end romaner der ikke lukker hjerneforskningen ind i deres univers.

– Synes du selv at det er et litt skremmende at personlighet kan endres så lett, at det kan være helt utenfor vår kontroll?

- Jeg synes at det er helt utrolig skræmmende! Så det er blandt andet også min egen skræk jeg skriver ud fra. Nogle gange føler jeg stærkt at alt kan forsvinde på et enkelt sekund. Og det er jo rigtigt! Alt kan virkelig forsvinde på et sekund – hvis man for eksempel får en blodprop i hjernen. Hvis man er heldig som forfatter, kan denne følelse af at være i stor fare give en ekstra intensitet – og også skønhed – til den bog man skriver på.

- Er ikke det nevrobiologiske menneskesynet ganske reduserende, eller er det bare så uvant perspektiv?

- Hvis man tror at alt i menneskelivet kan forklares alene ved at se på hjernen, så er det neurobiologiske menneskesyn en forfærdelig reduktion af vores menneskesyn.  Men det er meget få mennesker der tænker sådan. Jeg selv har aldrig mødt nogen. Hvis man derimod tilføjer viden om hjernens funktion til det vi allerede ved om at være menneske, så giver det en kolossal udvidelse og berigelse. Det modsatte af en reduktion. Man opdager nye sammenhænge, nye forklaringer og spørgsmål. Og en endnu større kompleksitet.

– I Politiken beskriver de deg som en brandesiansk forfatter, at din litteratur er  så levende fordi den setter aktuell problemer under debatt (og at den vitner om en imponerende arbeidsinnsats) . Er det en forutsetning for deg som forfatter?

- Jeg kunne aldrig finde på at begynde på en roman fordi jeg vil sætte et aktuelt problem under debat. Men jeg interesserer mig for fortællinger der udforsker hvad det vil sige at være menneske og hvordan vi ud fra den størst mulige viden om os selv bør leve vores liv. Så på den måde kan det godt være at jeg bliver en brandesiansk forfatter – uden at det er med vilje.

Det er rigtigt at jeg arbejder meget med mine romaner. Det har taget mig fem års fuld arbejdstid at skrive ’Du forsvinner’. Kunsten er selvfølgelig at bogen alligevel skal føles let og flydende for læseren. Min arbejdsindsats går først og fremmest med at gøre personerne levende. De skal springe op fra siderne. Man skal tro på dem.

Som del af dette arbejde researcher jeg meget. Det er ikke for at presse viden ind i læseren, det er for at jeg selv kan udsætte mig for de tanker og oplevelser som personerne i bogen udsættes for. Al denne viden skal have tid til at synke ned i mit ubevidste, så jeg forandrer min egen personlighed under skrivningen. Meningen er at jeg kan skrive på mine egne følelser når jeg beskriver personernes følelser. Det er for at få både fortællingens indre og ydre universer til at fremtræde fuldstændig virkelige.

– Hvilke forfatter/bøker har inspirert deg, er det romaner eller dokumentar/fakta?

- Jeg holder selv af at læse ret krævende forfattere som Botho Strauss, Nathalie Sarraute, Rainer Maria Rilke og Marcel Proust. Men i høj grad også forfattere som formår at give livets store spørgsmål en let og munter tone som Douglas Coupland, Kurt Vonnegut og George Saunders.

Det er selvfølgelig endnu en stor udfordring når man skriver en roman om en hjerneskadet hovedperson: Bogen skal rumme noget opløftende. Der skal være plads til humoren og til det groteske i det der sker.

Du Forsvinner er ute på norsk i disse dager. Christian Jungersen kan du møte på Litteraturfestivalen på Lillehammer, blant annet til Bokbadet med undertegnede i Banken, fredag 31. mai, kl. 19.

Tags: Bokbadet, Christian Jungersen, Du forsvinner, Litteraturfestivalen på Lillehammer, Unntaket